Dette er et stort, åbent spørgsmål, men lad mig svare kort i relation til virksomhedens livsløbskurve.
I introduktionsfasen er det sjældent aktuelt at sælge virksomheden, medmindre likviditeten er utilstrækkelig til ”proof of concept” og introduktion. I så fald kan det komme på tale at sælge en andel, f. eks. til en “business angel”, som ud over kapital kan komme med erfaring og netværk.
I vækstfasen er argumenterne de samme. Konceptet har vist sig bæredygtigt, og man koncentrerer sig om at udbygge succesen. Opkøb er måske mere interessant end salg. Kapitalfremskaffelse kan dog også være en overordnet dagsorden.
I modningsfasen skal der tænkes nyt, vælges til og fra for at komme ind i ny vækstfase. En del ejerledere har ikke ressourcerne til dette. Derfor kan et salg i denne fase være interessant, også fordi salgsprisen kan være optimal.
I nedgangsfasen falder aktiviteterne markant. Her handler det om for alvor at omdefinere virksomheden. Interessen for salg er stor, men mulighederne for en tilfredsstillende pris mindre.
Det er fristende at konkludere, at virksomheden skal sælges på toppen af kurven. Det er imidlertid sådan, at man ikke med sikkerhed ved, hvor toppen er. Desuden fastsættes prisen ud fra den fremtidige indtjening. Står man på toppen og må forudse nedgang, vil prisen selvsagt være lavere. Derfor er det optimale tidspunkt, bedømt ud fra livsløbskurven alene, at gå i gang med forberedelserne, før virksomheden har toppet og stadigt vokser.
At vente på, at ”der kommer én forbi med en stor pose penge” er risikabelt. Det sker sjældent og næsten aldrig i nedgangsfasen! Et salg bør planlægges i god tid.
Lucas & Partnere vil gerne hjælpe dig med at vurdere, hvornår du skal sælge din virksomhed, og hvad du bør overveje, inden salgsprocessen sættes igang.
Niels Chr. Larsen
Partner
Mobil 40 63 49 50